Kim Fupz Aakeson

Endnu en yndlingsforfatter af højtlæsningsbøger er Kim Fupz Aakeson. Han har skrevet rigtig mange noveller og romaner for børn (se bibliografien), men også filmmanuskripter, tegneserier og voksenbøger. Voksenbøgerne kan også anbefales til selvlæsning – her handler det om højtlæsningsbøgerne.

Jeg elsker de skæve og skøre historier, som jeg og min datter har grint højt af. Og jeg er vild med den underliggende alvor, der er nødvendig for at historierne bliver andet end underholdning.

Hør en smagsprøve på ”Verdens grimmeste pige” – en af Kim Fupz’ tidlige noveller/billedbøger fra 1989.

Det tager ca. 3 minutter. Men desværre er jeg nødt til at stoppe inden historien er færdig pga. forfatterens rettigheder. Jeg kan dog fortælle, at det hele ender godt og ellers opfordre dig til at ile mod nærmeste bibliotek eller boghandel.

[audio: http://atrosenberg.mediajungle.dk/files/2012/03/verdensgrimmestepige-kort.mp3]
Højtlæsningsbøgerne falder i to kategorier: Billedbøgerne, som egner sig til yngre børn og romanerne til de ældre.Spørg din bibliotekar om det store udvalg. Her vil jeg blot fremhæve nogle af mine yndlinge

Billedbøger:

Fandens Far – hvordan Sarah får sin storbandende far til at tro en lille smule på gud.

Da gud fik en hobby – hvordan det går til, at gud kommer til at købe al musik i hele verden.

Sallies historier – en samling af en masse pragtfulde historier. (Verdens uartigste dreng; Min onkel og min onkels nye hund; Pigen der huskede det hele; Den legetøjsløse stakkel; Tante T; Kong Gulleroth; Elefantmanden; Derfor prutter man; Damen der elskede sin dreng; Den dumme drengs drøm; Den sidste historie i verden.)

Romaner og noveller:

Dengang min onkel Kulle blev skør – Onkel Kulle er overbevist om at han er en rododendron – derfor putter han jord i støvlerne og planter sig på redskabsskuret. Det sætter gang i det pæne villakvarter.

Didriksendetektiverne – Den pæne familie med villa i Høng går i aktion, da deres talende hund bliver stjålet af en iskagemand.

Pip og papegøjer – Hvordan Tobias ender som en rig mand med sportsvogn og mange papegøjer.

 Læs, lær og le!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *