Hvorfor læse højt?

Hvorfor læse højt? Vi har travlt nok i forvejen – det hører ligesom med til at være børnefamilie i dag – så hvis vi nu også skal bruge mindst en halv time hver dag i flere år på at læse højt, så hænger det da slet ikke sammen.

Kan det betale sig?
Det er rigtig, at det er mange timer at bruge – regnestykket siger, at hvis du læser en halv time for dit barn hver dag fra det begynder at tale og indtil du ikke får lov mere (måske tolvårsalderen, men det kan sagtens vare længere), så bruger du 83 hele døgn på at læse højt. Kan det virkelig betale sig?

Tiden er givet godt ud
Det er selvfølgelig ikke muligt at svare på det spørgsmål – jeg er alligevel ikke så fanatisk, at jeg vil svare entydigt ja. Det handler selvfølgelig også om, hvad man ellers ville have brugt tiden til – min påstand er bare, at tiden er givet godt ud, når du læser for dit barn.

Gør det ikke af pligt
Men det er nok nødvendigt, at du selv synes at det er hyggeligt og meningsfuldt. Dit barn mærker, hvis du ikke er med og kun gør det af pligt. Desuden giver højtlæsning barnet lyst til selv at læse, selv at opleve og opdage bøgerne – men kun, hvis den voksne kan videregive entusiasmen. Så hvis du dybest set synes, at højtlæsning er spild af tid og hvis det ikke er hyggeligt, så lad være med at gøre det.

En social aktivitet
For mig er højtlæsning både en social og en intellektuel aktivitet. Den knytter dig og dit barn sammen, fordi I får hyggelige stunder, hvor dit barn oplever, at du ofrer tid på det og hvor I får oplevelser sammen og en fælles referenceramme, der er med til at definere jeres forhold.

Fordel i skolen
Højtlæsning vil også udvikle dit barns ordforråd og talesprog. Den vil have positiv betydning for læse- og skrivefærdighederne – og ikke mindst læselysten. Koncentrationen kan blive styrket, og i forhold til skolen vil viden og kendskab til f.eks. genrer og fortælleteknik, litterære virkemidler, give en klar fordel. Ikke mindst vil dit barn vil få et videre syn på verden, på andre mennesker og på sig selv.

Interesse, vilje, evne
Men det kræver en indsats – ikke blot 83 døgns mekanisk oplæsning – det kræver interesse, vilje til at tale om bøgerne og forholde dem til barnets hverdag. Vilje til at stoppe og prøve at forstå sammen – både ordene, meningen og følelserne. Det kræver selvfølgelig også nogle evner både for oplæsning og samvær – men de kan opøves hos langt de fleste. Se evt. ”gode råd” her på sitet.

Højtlæsning:

  • Giver læselyst
  • Udvikler talesproget
  • Giver nærhed og fælles erfaringer
  • Udvider ordforrådet
  • Styrker læse- og skrivefærdigheder
  • Opøver koncentration
  • Giver kendskab til forskellige genrer og verdensbilleder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *