Fortælling

Fortælling er, når du ikke læser op, men fortæller en historie du selv digter eller en historie, du kender, men som du sætter dine egne ord på. Det kan give mange gode oplevelser med dit barn.

Mod skuespillet
Tonefaldet, mimikken og gestikken er noget, man naturligt arbejder mere med, når man fortæller. På den måde, bevæger fortællingen sig lidt i retning af skulespillet, hvis vi sammenligner med højtlæsningen.

Nye muligheder i samværet
Fortælling hænger sammen med højtlæsning og læsning – hver for sig har de deres egne oplevelsesmuligheder og styrker – men vi overlader tit fortællingen til de professionelle, og det er synd, for fortællingen giver dig og dit barn nye muligheder.

Brug det nære
Fantasien får frit løb, hvis du fortæller for dit barn. Du kan bruge genstande fra barnets værelse, som pludslig får ny betydning. Du kan bruge episoder fra barnets liv eller vælge temaer, som er gode at få talt om. Fortælling giver endnu mere fællesskab.

Fortæl begge to
Dit barn kan også fortælle fra dig eller I kan skabe historierne sammen. At få indblik i hinandens verdener og få fornemmelsen af at skabe noget sammen, er en god oplevelse, og i kan få referencer, som holder livet ud.

Kræver overvindelse
Selvfølgelig er det ikke helt let pludselig af skulle springe ud som fortæller. Selvfølgelig kan man være genert og føle, at man ikke er god nok. Men dit barn vil sandsynligvis elske det, selvom du er kritisk over for dig selv.

Start med kendte historier
Hvis du sýnes, det er svært, så start med at fortælle historier du selv har læst og kender udenad – og inviter dit barn til at deltage. Senere kan I f.eks. vælge tre genstande som skal indgå i en historie, så der er lidt at holde sig til.

Det kan også være, at barnets tøjdyr pludselig kommer til live og fortæller historier fra deres liv. Det er det, du kan se og høre et kort eksempel på herunder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *