Lindgren

Dronningen blandt højtlæsningsforfattere

Kender du Astrid? Astrid Lindgren er et absolut must for forældre, der vil give sig selv og deres børn højtlæsningsoplevelser for livet. Du kender sikker Pippi Langstrømpe, men kender du også Bo Vilhelm Olsen?

Læs Lindgren! Astrid Lindgren er umulig at komme udenom, når vi taler børnebøger og højtlæsning. Hun er uden sammenligning dronningen blandt højtlæsningsforfattere, og der er heldigvis rigtig mange børn, der kan huske at far eller mor har læst for dem om Pippi Langstrømpe eller Emil fra Lønneberg.

Hvis du leder på biblioteket efter en god bog at læse højt, kan du næsten ikke gå fejl ved at kigge under Lindgren. Til de allermindste skal du naturligvis finde billedbøgerne – og huske at tale meget med dit barn om det, I læser – men ellers er det utrolig mange fantastiske Lindgren-bøger til børn fra ca. 6 år og opefter.

Faktisk kan du ligeså godt gå i boghandlen eller antikvariatet med det samme og købe Lindgrens samlede værker. Det er bøger, man læser igen og igen og som giver nye oplevelser, efterhånden som barnet bliver ældre – og det er sandsynligvis bøger, som dit barn vil læse for sine børn, når det selv bliver forældre.

Andet end Pippi og Emil ”Kender du Pippi Langstrømpe?” – Det er titlen på en af Lindgrens billedbøger. For mange af os giver det gode minder om vores egen barndom og om hyggestunder med egne små børn, når vi ser den karak-teristiske gule forside, hvor Pippi, i Ingrid Vang Nymans berømte streg, løfter sin hest højt over hovedet.

Så ja, mange af os kender Pippi Langstrømpe. Men kender du familien Melkerson? Kender du Bo Vilhelm Olsen? Eller Rasmus Persson? På biografi.dk ses 132 titler af Astrid Lindgren – romaner og billedbøger – og også de tre fantastiske bøger, som Melkerson, Olsen og Persson stammer fra.

De tre bøger hedder • Vi på Krageøen (Melkerson) • Mio min Mio (Bo Vilhelm Olsen) • Rasmus Pondus og Snusser (Rasmus Persson) Læs lidt mere om bøgerne her og andre eksempler på Lindgrens mindre kendte titler.

Super-Astrid Astrid Lindgren har haft stor betydning for mange børn verden over, og hun er en af verdens mest udbredte forfattere. Hendes bøger er oversat til 76 sprog, udgivet i mere end 3000 udgaver og solgt i over 80 millioner eksemplarer. Bonniers Forlag afviste iøvrigt i 1944 at udgive Pippi Langstrømpe, men bestselleren blev to år senere blev udgivet af forlaget Raben & Sjögren.

Klaus Rifbjerg i Dagens Nyheter i anledning af Astrid Lindgrens 80-års fødselsdag : ”Så længe vi sammen med børnene kan bevæges og more os over Astrid Lindgrens vidunderlige bøger, går verden sikkert ikke helt af lave.”

”Som mange, mange andre undrer det også mig, at Astrid Lindgren ikke fik Nobelprisen, for hvem har betydet så meget for børnelitteraturen – ja ikke bare børnelitteraturen.” Fra Margareta Strömstedts biografi om Astrid Lindgren.

Læs også artiklen om nogle af mine personlige Lindgren-favoritter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *